Spring til indhold
Luk

Guide til en eventyrlig dag H.C. Andersens fantastiske univers i børnehøjde

Børnekulturhuset FyrtøjetFyrtøjet
Børnekulturhuset Fyrtøjet er stedet, hvor du kan blive en del af forfatterens eventyrlige verden. Her må du røre ved det hele, og du kan både opleve en medrivende og spændende fortælling, eller du kan selv drage ind i eventyrets verden. Lige nu er det eventyret om Den Standhaftige Tinsoldat, du kan blive en del af. Du vælger selv kostume og rolle, således at du bliver en del af Tinsoldatens verden og drager med ham ud på eventyr.

Leg
At lege er at leve – og også dette kan du gøre på eventyrlig vis. Tag en tur til legepladsen ved Munke Mose sammen med mor og far. Legepladsen er inspireret af H. C. Andersens klassiske eventyr. Prøv f.eks at klatre på den smukke svane eller hop fra åkande til åkande ligesom Tommelise.

Hygge og højtlæsning
Du kan også tage mor og far med på biblioteket og låne et af de fantastiske eventyr. I kan f.eks. låne Den Standhaftige Tinsoldat – Med bogen under den ene arm og et tæppe under den anden, kan I tage i Eventyrhaven og sætte jer ved Tinsoldatens papirbåd og læse eventyret.

H.C. Andersen Festspillene
Du kan også tage din familie med til familiemusical på friluftsscenen i Den Fynske Landsby. Hver sommer vil utroligt dygtige og talentfulde børn og unge opføre et af H.C. Andersens eventyr. Du og din familie vil med garanti blive betaget af den flotte scenografi og den hyggelige stemning, og I vil uden tvivl leve jer ind i H.C. Andersens fantastiske fortællinger. I år har I kunne opleve historien om Tommelise. Hvad Festspillene opfører næste år, bliver spændende at se, men en ting er sikkert – det bliver et fantastisk eventyr.

H.C. Andersen Paraden
Hvis du er glad for teater, så kan du i din sommerferie opleve H.C. Andersen Paraden. Her får du 20 eventyr på 20 minutter. I din sommerferie spiller de forestillingen tre gange om dagen i Lotzes Have, og det er ganske gratis. Showet indeholder både gode fortællinger og sange. Har du venner på besøg, som ikke snakker dansk, kan du være ganske rolig - forestillingen foregår på dansk, engelsk og tysk.

H.C. Andersens fødselsdag
Den 2. april afholdes der stor fødselsdagsfest for forfatteren i Koncerthuset. Festen er for dig og dine venner, og der vil være masser af musik og underholdning. En forrygende fødselsdagsfest er i vente. Og husk, der er gratis adgang på de to H.C. Andersen museer, H.C. Andersens Hus og H.C. Andersens Barndomshjem, hele dagen. Museerne holder åbent året rundt, du skal bare tage din mor og far med – Museerne har endda forskellige opgaver du kan løse.


H.C. Andersens fødselsdag